Sjælens sygdom? Melankoli, metodisme og vanvid

Frygten for religiøs melankoli og dens praksis i 1700-tallets England.

Abstract

I det 18. århundrede var England melankoli et emne for en intens og undertiden kompromisløs debat. Metodistbevægelsens positive forståelse af melankoli som en følelse relateret til omsorgen for sjælen blev intens kritiseret. Melankoli kunne fortolkes i både medicinske og religiøse termer, og kritikere af ​​metodismen hævdede, at de var melankolske galninge og entusiaster med en fanatisk forståelse af religion. I denne artikel stilles spørgsmålet, hvorfor melankoli blev et så uforsonligt problem mellem metodister og deres kritik. Ved at tage udgangspunkt i en forståelse af, at følelser kan udtrykke magtforhold og ved at bruge begrebet følelsesstrukturer og følelsesøvelse analyseres metodismens praksis af melankoli samt hvilke reaktioner dette fremkaldte hos kritikere af metodistbevægelsen. Det hævdes, at melankoli blandt metodisterne  udgjorde en følelsesmæssig struktur, der var en del af en følelsesmæssig praksis, der skulle vise, hvem der var en sand eller falsk kristen. Således tjente melankoli som en følelsesmæssig distibktion til den anglikanske kirke. At dette ikke blev betragtet som en uskyldig måde at udøve religion, viser analysen af ​​reaktionen på metodistenes praksis med melankoli. Jeg hævder, at den metodiske praksis med melankoli blev kritiseret, fordi den blev opfattet som potentielt subversiv og dermed farlig for den politiske orden.